ABDULKARIM:
”Det er inden i mig, som om det truer med at kvæle mig. Om natten ligger alle andre og sover, men mig, jeg kan ikke sove.”
Abdulkarim er 58 år og iraker. Han har fem børn, der alle er påvirket af krigens oplevelser på nær måske de to mindste. Han er skilt fra sin kone, fordi hun er for syg til at bo sammen med familien. Han kom til Danmark i 2001.
Abdulkarim har været tvangsudskrevet til den irakiske hær i 13 år. Til sidst var han med i en gruppe, der gjorde oprør mod hæren. Hæren fængslede hans kone, for at tvinge ham til at melde sig. Han blev smidt i Sadams berømte underjordiske fængsel ved Bagdad. I 3 år så han ikke dagslys. Han blev fikseret i umenneskelige stillinger, slået, udsat for elektrochok, overværede henrettelser af medfanger, fik trukket tånegle af, udsat for Falanga. Om natten, når han skulle sove, blev der lukket vand ind i cellen, og han blev tvunget til at sove på gulvet i vandet. Det værste var, når han, bundet på hænder og fødder, blev tvunget til at sætte sig på en stående flaske ind til den trængte ind i ham.
Af og til fik han bind for øjnene og smidt ind i et rum med knust glas og sømbrædder på gulvet. Inde i rummet blev han skubbet omkuld og slået fra alle vinkler – en slags barsk blindebuk.
”Det eneste, jeg håber for fremtiden, er at kunne blive i Danmark – mig og mine børn. Og deltage i dette gode samfund. Jeg er så bange for at blive sendt hjem igen.”
Abdulkarim lider af angst, flashbacks, har ødelagte knæ, søvnløshed, ingen koncentration og smerter overalt i kroppen. |
|
 |
